Vandkendelse bremser ekstra opkrævning: Op til 5 mia. kr. var på spil

En sag om cirka 5 mio. kr. i Vallensbæk har lukket for en fortolkning af vandreglerne, som ifølge Vandsektortilsynet kunne have givet landets største vandselskaber adgang til at opkræve op til 5 mia. kr. ekstra for 2024 og 2025.

Konkurrenceankenævnet afsagde kendelsen den 5. oktober 2026. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offentliggjorde den landsdækkende betydning den 13. oktober. HOFOR Spildevand Vallensbæk fik ikke medhold i sit krav om et yderligere tillæg til omkostninger, der allerede var taget højde for i selskabets økonomiske ramme.

Det er et indgreb i selskabernes mulighed for at opkræve penge. Det er ikke en afgørelse om, at alle danske husstande nu skal have en bestemt del af de 5 mia. kr. tilbage. Tallet beskriver tilsynets vurdering af en mulig ekstra opkrævning, hvis sagen var endt anderledes.

Et regelskifte skabte striden

Baggrunden er ændrede regler for, hvornår bestemte omkostninger indregnes. Tidligere blev tillæg givet på forhånd; det nye system opgør dem på baggrund af afholdte udgifter. Overgangen rejste spørgsmålet om, hvordan udgifter, som allerede var indregnet efter de gamle regler, skulle behandles.

Ifølge styrelsens pressemeddelelse havde HOFOR Spildevand Vallensbæk allerede fået omkring 5,6 mio. kr. indregnet til de relevante omkostninger. Et medhold ville have åbnet for yderligere cirka 5 mio. kr. Det var denne dobbeltdækning, tilsynet afviste.

Forskellen mellem et tillæg og en konkret regning er central. En økonomisk ramme sætter grænser for selskabets opkrævning. Når rammen bliver større, får selskabet mere plads til at hente penge hos kunderne. Det er den adgang, kendelsen begrænser i den konkrete overgangssituation.

HOFOR mente, at tilsynet manglede hjemmel

I kendelsen fremgår selskabets argument om, at de nye regler gav ret til tillægget, og at tilsynet ikke selv kunne indføre en metode til at reducere det. Selskabet pegede også på kommunens kontrol med taksterne som værn mod dobbeltopkrævning.

Nævnet gav tilsynet medhold. Dets begrundelse er, at de samme omkostninger ikke kunne udløse tillæg to gange, og at regelskiftet ikke gav grundlag for den ønskede udvidelse. Kendelsen fastholder dermed afslaget.

Det gør sagen til mere end en uenighed om bogføring. Hvis en overgangsregel kan skabe ny opkrævningsret uden nye udgifter, flyttes penge fra kunderne uden en tilsvarende ny ydelse. Det er den mekanisme, som tilsynet og selskabet var uenige om, og som nævnet nu har taget stilling til.

Milliardtallet gælder sektoren, ikke Vallensbæk

De op til 5 mia. kr. er tilsynets opgørelse for de største drikkevands- og spildevandsselskaber samlet. Beløbet er ikke HOFOR Spildevand Vallensbæks eget krav. Det er heller ikke et beløb, nævnet har fordelt mellem kunder.

At dividere de 5 mia. kr. med antallet af husstande ville derfor give et misvisende indtryk af en sikker personlig besparelse. Selskaberne har forskellige rammer, kunder og forbrug, og det offentliggjorte materiale giver ikke en fordeling på den enkelte vandmåler.

Forbrugere kan således have en økonomisk fordel af, at en ekstra opkrævningsmulighed forsvinder, uden at næste regning nødvendigvis falder. Andre udgifter og ændringer i forbrug kan stadig påvirke regningen. Kendelsen fastfryser ikke alle vandpriser.

Sagen er afgjort på dokumenter — regningseffekten er ikke opgjort

Vand er et område, hvor kunden normalt ikke kan vælge et andet ledningsnet som reaktion på prisen. Derfor har reguleringen en anden rolle end på et marked med frit leverandørvalg: Striden om opkrævningsrammen kan være afgørende, før en pris overhovedet når ud på en regning.

Artiklen bygger på selve kendelsen og tilsynets offentliggjorte vurdering. HOFORs argumenter ovenfor stammer fra kendelsen; der er ikke indhentet en ny kommentar fra selskabet. Materialet opgør ikke en konkret ændring i den enkelte kundes næste betaling.

Det dokumenterede resultat er, at afslaget står ved magt. Hvor stor virkningen bliver på tværs af vandsektoren, skal vurderes ud fra selskabernes rammer og opkrævninger — ikke ud fra en antagelse om en ensartet rabat til alle.